Ny forskning peger på, at det kan forlænge livet at holde igen med kalorierne.
Skær ned på antallet af kalorier i kosten, og du vil måske leve længere.
Det er konklusionen i et nyt studie, hvor 53 personer i 2 år fik skåret 15 procent af deres daglige kalorieindtag gennem en kostregulering.
Resultat af eksperimentet blev, at personerne i undersøgelsen, foruden at tabe sig, også fik nedsat kroppens indhold af en masse skadelige stoffer, som kan lede til blandt andet et kortere liv, Alzheimer, Parkinsons Sygdom, hjertekarsygdomme, diabetes og kræft.
»Kaloriebegrænsning kan sænke metabolismen (forbrændingen, red.), og hvis biprodukter af metabolismen accelererer aldring, kan kaloriemådehold over flere år måske forlænge livet og reducere risikoen for kroniske sygdomme,« fortæller forfatteren bag det nye studie, Leanne M. Redman, i en pressemeddelelse.
Hun er lektor ved Clinical Sciences på Pennington Biomedical Research i Baton Rouge, USA.
Det nye studie er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cell Metabolism.
Du kan læse hele artiklen på Videnskab.dk