Ønsker du at bevare, fremme eller genoprette sundhed og livskvalitet er zoneterapi måske noget for dig. I denne artikel kigger Liv & Sjæl nærmere på danskernes foretrukne alternative behandlingsform zoneterapi.
Zoneterapi er en form for massage og én af de hyppigst anvendte alternative behandlingsformer i Danmark. Ifølge de seneste undersøgelser har knap 24 procent af alle danskere på et eller andet tidspunkt i deres liv brugt zoneterapi.
Hvad er Zoneterapi?
Zoneterapi bygger på teorien om, at nerveender fra de fleste af kroppens organer findes på fodsålerne. Omkring disse nerveender kan der dannes krystaller, og det kan belaste hele kroppen. Zoneterapi kan på reflekspunkterne fjerne aflejringer i vævet og kroppens balance kan dermed genoprettes. Zoneterapeuterne inddeler kroppen i 10 zoner fra fodsålen op til hovedet. Reflekszonerne på venstre fod er relateret til venstre kropshalvdel, mens reflekszonerne på højre fod er relateret til højre kropshalvdel. Er kroppens energi på den ene eller anden måde blokeret, er det muligt for zoneterapeuten at mærke i hvilken reflekszone energien er blokeret. Ved at massere disse reflekspunkter kan zoneterapeuten
frigøre helende energi. Blokeringer, som zoneterapeuten kan mærke i den enkelte reflekszone, fortæller karakteren af den ubalance som klienten lider under. Zoneterapeuten kan
mærke blokeringerne som en slags gryn i foden eller som spændinger i fodens væv.
Hvordan bruger man zoneterapi?
Vi mennesker er en sammensat organisme og hvis noget ikke fungerer som det skal, bliver der ubalance. Resultatet er utilpashed, træthed, smerter og sygdom. Her kan zoneterapi hjælpe. Zoneterapi kan benyttes af alle mennesker i alle aldre, der ønsker at bevare, fremme eller genoprette sundhed og livskvalitet. Også selv om man ikke har helbredsproblemer, bruger mange zoneterapi for at vedligeholde en sundhedstilstand og som forebyggende behandling. Faktisk har mange virksomheder ansat zoneterapeuter, som en del af deres personalepleje
Behandling i praksis
En zoneterapibehandling foregår ved trykbehandling på føddernes under- og overside samt på ankler. Ved at vurdere ømheden i reflekszonen og vævets tilstand får zoneterapeuten et indtryk af ubalance i klientens krop. Behandlingen indledes med en samtale og journalskrivning. Under selve behandlingen ligger klienten på en briks eller sidder i en stol. Først masseres fødderne varme hvorefter reflekszonerne behandles. Behandlingen varer mellem ½ til 1 time og efter behandlingen vil der ofte være mulighed for at slappe af.
Læs her artiklen: Tryk dig sund