Hvor stammer håndlæsning egentlig fra? Hvad kan man se i hænderne, og kan man spå om fremtiden?
Håndlæsning, også kaldet kiromanti, er et flere tusinde år gammelt håndværk, som er kommet hertil fra østen. Håndlæsningskunsten er formodentlig opstået i Kina og Indien og har derfra bredt sig til Egypten. Her var det en selvfølge, at alle kunne læse hænder. Når vi i dag ved, at 80% af det, vi udtrykker, sker gennem kropssprog, er det egentlig mærkeligt, at vi ikke lærer vores børn mere om hændernes sprog. Egypterne lærte deres børn, at hænder aldrig lyver, og det hed sig, at hvis de blev gode til at tyde hændernes sprog, ville de aldrig blive snydt.
Faraoerne, der af folket blev betragtet som gudelige, viste aldrig deres hænder frem for folket, for man troede, at et gudeligt menneske ville have et kraftigt hvidt lys i hænderne. Et så kraftigt lys ville ødelægge det menneskelige syn, og det ville de ikke risikere. Mon ikke det er mere sandsynligt, at hænderne nok ikke lyste særlig meget, og at faraoen derfor undlod at vise sine håndflader frem? Efter sin død fik han kridtet sine håndflader hvide, så man i dødsriget ikke ville tage fejl. Heldigt for ham.
I Kina gjorde lægerne brug af kiromanti som håndværk, som støtte i behandlingen af sygdom, og fordi hænderne aldrig lyver, kunne en håndlæsning være med til at bekræfte en diagnoses rigtighed. I Grækenland var det at læse hænder et humanistisk fag, og håndlæseren kunne her tilkaldes som en slags parterapeut, hvis forholdet knirkede. Han kunne hjælpe med at løse konfliktsituationer og bringe fred i familien.
I Danmark var det kræmmerne, der i middelalderen kunne tyde hænder, men det var absolut ikke et anerkendt erhverv. Det skete i skumringstiden, og kirken kunne bestemt ikke lide den slags ”djævelskab”. Det ukendte har altid vagt nysgerrigheden, og at noget af det, der blev sagt, måske nærmede sig sandhed
Læs hele artiklen her.